Ny CVXDrive-transmission øger produktiviteten og effektiviteten i de mellemstore Quadtrac-modeller / Powershift ActiveDrive 8 med otte trin kan nu fås på Maxxum Multicontroller-traktorer / Puma-serien får opgraderinger af forakselaffjedring, styring og ISOBUS
Branchens første knækstyrede bæltetraktor med trinløs transmission vil blive lanceret på Agritechnica 2017 af Case IH, sammen med opgraderinger af Puma- og Maxxum-traktorerne. Det markerer en række vigtige produktnyheder i mærkets 175. år.
Jerome Cases oprindelige virksomhed blev grundlagt i 1842 i den amerikanske by Racine i Wisconsin. I dag har den verdensomspændende virksomhed Case IH stadig hovedkvarter her. Oprindeligt koncentrerede Jerome Case sig om design og produktion af tærskemaskiner, men i 1886 var JI Case Threshing Machine Company blevet verdens største producent af dampmaskiner. I 1902 betød separate udviklinger, at fem virksomheder, der alle var involveret i fremstillingen af høstudstyr, slog sig sammen og dannede International Harvester Company med hovedsæde i Chicago. Denne virksomhed producerede sin første mejetærsker i 1915, den første Farmall-traktor i 1923 og Axial-Flow-mejetærskeren i 1977. Case IH blev oprettet i 1985, kort tid efter at det daværende moderselskab for J. I. Case overtog landbrugsdivisionen af International Harvester. Elleve år senere lancerede Case IH Quadtrac, branchens første knækstyrede traktor med gummibælter og mange hestekræfter.
“Lanceringen af branchens første knækstyrede bæltetraktor på Agritechnica med trinløs transmission er en passende måde at markere 175 år med landbrugsudstyr,” siger Peter Friis, Case IH’s kommercielle markedsføringsdirektør for Europa, Mellemøsten og Afrika (EMEA).
”Det er afspejler vores ledende principper for innovativ udvikling, effektivitet og agronomisk design, der skaber en filosofi, der vil fortsætte i fremtiden. Den fantastiske forvandling, landbruget har gennemgået i løbet af de sidste 175 år, gør det meget spændende at tænke på, hvordan udviklingen vil være de næste 175 år.”
Branchens første CVT på en knækstyret bæltetraktor
Indtil nu har det ikke været muligt at få trinløse transmissioner på knækstyrede bæltetraktorer. CVX-transmissionen i Quadtrac-modellerne 470, 500 og 540 CVX giver mange fordele. Blandt andet kan uerfarne førere lettere betjene den, den accelererer hurtigere i marken eller på vejen, førerens træthed reduceres, den fulde effekt kan anvendes ved lave kørehastigheder til særlige opgaver/redskaber, og det fulde hydraulikflow er til rådighed ved lave kørehastigheder til opgaver som såning/plantning. Resultatet er øget produktivitet med hurtigere cyklustider og maksimal brændstofeffektivitet.
CVX giver trinløs kørsel fra 0-43 km/t fremad og 0-17 km/t i bakgear. Det er muligt at gemme tre justerbare målhastigheder fra 0 - 43 km/t, der kan justeres med tommelhjulet og knapperne på Multicontrolleren. Transmissionen har en kick-down-funktion, der sikrer maksimal acceleration, og 40 km/t opnås med kun 1440 omdr./min. Transmissionen har fire mekaniske områder, hvilket giver maksimal effektivitet og førerkomfort, med automatiske områdeskift. Den 100 % mekaniske effektoverførsel sker første gang under 10 km/t, hvilket passer fint til tunge trækopgaver. Fire vådlamelkoblingspakker, monteret på de fire planetgearssæt, skifter område uden effektafbrydelse, og ensartede koblingshastigheder sikrer et jævnt skift uden slid på koblingen.
Active Hold Control betyder, at traktoren kan blive holdende, når den standses på en bakke, uden at føreren behøver at bruge bremsen eller håndbremsen. Parkeringsbremsen aktivers automatisk, hvis traktoren forbliver i denne tilstand i mere end 45 sekunder.
I stedet for en gaspedal har Quadtrac CVX-modellerne en pedal, der i aktiv tilstand fungerer som kørepedal til styring af traktorens kørehastighed. Den maksimale kørehastighed kan justeres med tommelhjulet og hastighedsområdeknapperne på Multicontrolleren på armlænet. I manuel tilstand fungerer gaspedalen som en traditionel gaspedal. Multicontrolleren har desuden en powershuttle-kontakt, der fungerer parallelt med vendegearsgrebet til venstre for ratstammen. Det dobbelte gashåndtag Eco Drive gør det muligt at indstille minimum- og maksimummotorhastigheder for at øge effektiviteten og reducere brændstofforbruget. Motorens belastningshastighedskontrol bestemmer hvor langt ned i omdrejninger motoren kan gå under belastning.
Traktoren kan standses midlertidigt - f.eks. ved vejkryds - kun med bremsepedalen, så traktoren vender tilbage til den tidligere hastighed, når pedalen slippes. Den fremadgående hastighed kan hurtigt reduceres ved at trække Multicontroller-grebet bagud. Ved hjælp af Multicontroller-armlænet er det muligt at indstille tre forskellige responsniveauer til acceleration, deceleration og vendegear.
En central del af Quadtrac CVX-traktorernes systemer er den automatiske produktivitetsstyring (APM), hvis formål er at sikre den mest effektive betjening af maskinen, uanset om førerens mål er minimalt brændstofforbrug eller maksimal effekt.
APM koordinerer motor og transmission med Multicontrolleren og kørepedalen, så motorens hastighed automatisk reduceres til det minimum, der er nødvendigt til den pågældende opgave. Det sparer brændstof. Traktoren kan desuden anvendes i manuel tilstand, uden APM, hvor transmissionen styres med Multicontrolleren og motorens hastighed med gaspedalen eller gashåndtaget.
Pumpen med variabel fortrængning , der sørger for Quadtrack CVX-traktorens hydraulikbehov, er af den tryk- og flowkompenserende type, der yder et olieflow på maks. 216 l/min. (428 l/min. som ekstraudstyr) ved 210 bar og forsyner op til otte fjernventiler. Disse og trepunktsliften med en kapacitet på 8949 kg styres elektronisk via Multicontroller-armlænet.
Ny powershift-funktion til Case IH Maxxum-traktorer med otte trin
Med lanceringen af ActiveDrive 8-transmissionen er det nu muligt at få en ny semi-powershift-transmission med otte powershift-trin i hvert af tre områder til Case IH Maxxum-traktorer. Den føjes til de eksisterende semi-powershift-transmissioner med fire hastigheder og de trinløse transmissioner på Maxxum-traktorer, der er blevet omdøbt til henholdsvis ActiveDrive 4 og CVXDrive.
ActiveDrive 8 kan fås på Maxxum Multicontroller-modeller og giver i alt 24 hastigheder i både fremadgående gear og bakgear. Transmissionen har en række funktioner, der er beregnet på at gøre traktoren mere effektiv og føreren mere afslappet.
Det første gruppegear, der omfatter hastigheder op til 10,2 km/t, er specielt designet til tungere trækarbejde. Til specialopgaver, der kræver meget lave hastigheder, som f.eks. grøntsagsdyrkning, kan ActiceDrive 8 endvidere fås med ekstra krybegearshastigheder. Andet gruppegear, som er det normale arbejdsgruppegear, dækker næsten 90 % af alle krav til anvendelse i marker, på græs og med læsser. Det betyder, at traktoren kan anvendes ved fuld belastning uden momentafbrydelse fra 1,6 - 18,1 km/t. Til kørsel på vej er transmissionen konstrueret således, at den starter i tredje gruppegear, hvorpå en overspringsfunktion gør det muligt at bevæge sig hurtigt op igennem powershift-gearene. En automatisk skiftefunktion betyder, at traktoren kan indstilles til automatisk at køre igennem otte gear og gennem alle 16 gear i de to højeste grupper på vejen. En kick-down-pedalfunktion kan anvendes til at omgå transmissionens automatik og få den til skifte ned for hurtigere acceleration.
Til betjeningen af transmissionen er en koblingspedal ikke længere nødvendig, hvilket gør denne transmission velegnet til effektkrævende opgaver, hvor momentum er vigtigt, som f.eks. kultivering eller græsslåning med dobbelte eller tredobbelte slåmaskiner. En powershuttle sikrer, at der ikke mistes træk eller trækkraft ved retningsændringer på skråninger, og en bremseudkoblingsfunktion gør det let og sikkert at standse ved vejkryds, eller når der skal stables baller med en læsser. Det er muligt at modulere både skift af gear og retning, så der opnås en hurtigere eller langsommere respons passende til den aktuelle opgave. Transmissionen kan betjenes med de tommelfingerbetjente betjeningselementer til powershift og powershuttle på Multicontroller-joysticket.
I tråd med lanceringen af ActiveDrive 8 er den gennemprøvede semi-powershift med fire hastigheder monteret på Maxxum-standardmodellerne blevet omdøbt til ActiveDrive 4. Med 16 gear fremad og 16 bakgear tilbyder transmissionen en tophastighed på 40 km/t. CVXDrive er det nye navn på den tredje transmissionsmulighed til Maxxum-serien, og den kan vælges på modellerne fra 116-145 hk, så der opnås trinløs kørsel op til 40 km/t og muligheden for at programmere til en indstillet fremadgående hastighed eller motorhastighed og dermed øge effektiviteten.
Opdateringen af Maxxum-serien byder også på en ny sekscylindret Maxxum 150 CVX med 175 hk (maks.) i den øverste ende af Maxxum-serien. Med denne traktor tilbyder Case IH nu branchens letteste, mindste traktor med en sekscylindret motor i denne effektklasse. Maxxum 150 CVX-modellerne føjes til standard- og Multicontroller-versionerne, og både MC- og CVX-modellerne vil kunne fås fra tredje kvartal i 2018. Maxxum-traktorer drives af FPT Industrials firecylindrede motorer på 4,5 liter og de sekscylindrede, turboladede og intercoolede motorer på 6,7 liter, der begge opfylder Stage IV-emissionsbestemmelserne med Hi-eSCR-systemet med selektiv katalytisk reduktion.
Puma-serien får opgraderinger af styring og ISOBUS
Med en førerkomfort, der direkte øger produktiviteten, giver betydelige forbedringer af affjedringen med en dobbelt akkumulator nu en langt bedre kørsel for førere i Puma 185 Multicontroller- til Puma 240 CVX-traktorer, især når akselbelastningen ændres. Kunderne ønsker i stigende grad, at traktorerne kan udføre opgaverne hurtigere, så smalle tidsvinduer kan udnyttes bedst muligt. Disse opgraderinger af affjedringen forbedrer affjedringssystemets reaktionstid, og den beskyttelse det giver, så kørslen forbedres både ved arbejde og kørsel på vej. Den maksimalt tilladte totalvægt er blevet øget fra 13.000 kg til 13.650 kg på Puma Multicontroller-modeller og 14.000 kg på Puma CVX-traktorer, hvilket forbedrer maskinens kapacitet på vejen.
Modellerne Puma 185 Multicontroller til Puma 240 CVX kan endvidere nu forsynes med adaptiv styring (ASC). Dette styresystem med variabel hastighed betyder, at forholdet mellem antallet af ratomdrejninger og forhjulenes styrevinkel kan ændres afhængigt af førerens ønsker. På den måde er det muligt at afpasse antallet af omdrejninger fra anslag til anslag i forhold til det arbejde, der skal udføres. Ved hjælp af traktorens AFS-terminal kan føreren vælge det ønskede styreudvekslingsforhold ved hjælp af tre forudindstillede muligheder eller en brugerdefineret indstilling.
Reaktiv styring er også en nyhed på alle Puma-modeller. Det giver Puma-styresystemet hurtigere reaktion og selvcentrering som følge af forbedringerne af forakslen, herunder nye styrefølere.
Endnu en ny funktion på Puma Multicontroller- og Puma CVX-traktorerne med ISOBUS klasse III, der muliggør tovejsdataoverførsel mellem traktoren og et kompatibelt redskab. Det gør det ikke kun muligt at kontrollere redskabsfunktioner ved hjælp af AFS 700-terminalen, men redskabet kan også sende oplysninger tilbage, der kan styre traktorens indstillinger som f.eks. hastigheden fremad. Det giver optimal effektivitet ved opgaver som f.eks. ballepresning. Med klasse III-systemet kan ballepresseren f.eks. styre traktoren langs med skåret og på den måde sikre en ensartet indføring og en perfekt formet balle.
Via AFS 700-terminalens skærm er det nu muligt let og hurtigt at konfigurere alle knapper på Multicontrolleren – undtagen dem, der anvendes til transmissionen – plus vippekontakterne og joysticket til fjernventilerne, så betjeningen af ISOBUS-redskaber tilpasses behovet. Dette skal give føreren mulighed for at tilpasse en række betjeningselementer efter behov og betingelser.
Alle modeller er nu forsynet med farvekodede fjernventiler. Det betyder, at tilkoblingen af redskaber er blevet hurtigere, fordi det nu er lettere at identificere, hvilket stik bag på traktoren (modeller med elektrohydrauliske fjernventiler) eller hvilket greb i kabinen (modeller med mekaniske fjernventiler), den enkelte ventil er knyttet til.