To-vejs overførsel med øjeblikkelig registrering af aktiviteter og marker / Gør det muligt at fjernovervåge maskiners placering, brændstofniveau med mere / Kort med spredning af variable mængder og A-B-linjer kan uploades / Tilladt forhandleradgang med hjælp til maskinindstilling og optimering af ydelse
Med lanceringen af AFS Connect kan ejere af Case IH-udstyr nu bedre træffe informerede beslutninger baseret på både realtidsdata og historiske data genereret af deres maskiner. Systemet er en netværksløsning, der integrerer velkendte elementer fra Case IHs Advanced Farming Systems-teknologi, så bedrifter, maskinparker og data knyttes sammen.
AFS Connect kombinerer funktionerne på den cloud-baserede MyCaseIH.com webplatform – som er den centrale del til ejernes administration af data, og som giver adgang til andre elementer såsom betjeningsvejledninger og instruktionsvideoer – med AFS telematik-portalen på platformen og AFS Connect Mobile iOS/Android app’en til automatisk overvågning, visning og lagring af maskin- og markdata, hvor brugere både kan overvåge og styre informationerne fra en computer på kontoret eller via fjernadgang med en smartphone eller en tablet. Hvis der gives tilladelse, kan Case IH forhandlere også overvåge maskinerne og hjælpe med at sørge for, at de yder optimalt, og de kan via fjernadgang registrere eventuelle fejl, ved hjælp af vores Remotes Services løsninger.
mycaseih.com webstedet og AFS Connect app’en har to sektorer til dataadministration — flådestyring og datastyring — som brugerne kan overvåge og behandle fra enhver stationær computer, tablet eller mobil enhed. Med et AFS Connect abonnement følger en oplåsningskode, og der kræves endvidere et modem. I kabinen fungerer AFS Connect med AFS Pro monitorer.
Effektiv styring af maskiner og flåder
Flådestyringsportalen gør det muligt for ejere/driftsledere og førere at overvåge maskindata såsom motorens driftstimer, temperatur, motorens omdrejningstal, brændstofforbrug og tid til service via displayet i kabinen, webportalen eller app’en. Disse data registreres konstant og opdateres automatisk og løbende. Sms’er, der kan tilpasses, giver besked, hvis traktoren kører uden for en forud defineret værdi, eksempelvis et bestemt motoromdrejningstal eller en bestemt driftstemperatur. Dette understøtter planlægning og vedligeholdelse.
AFS Connect genererer øjeblikkelige overførsler, registrerer data via skyen og overvåger, uden behov for et USB-drev til dataoverførsel mellem traktorens terminal og en stationær eller bærbar computer. Data indsamles i realtid på internettet via skyen og kan analyseres med det samme, og således kan brugerne overvåge deres maskiner via computeren eller en smartphone/tablet. Hvis der opstår et problem, kan de hurtigt få besked – og det kan deres forhandler også, hvis der er givet tilladelse. Forhandleren kan endvidere – med tilladelse – overvåge maskinen og give besked om eventuelle problemer – og foretage en fjerndiagnose med det nye Case IH Vehicle Management System (VMS).
Alle indsamlede data – også data delt med dem, som traktorejeren har givet tilladelse, eksempelvis Case IH forhandleren eller tredjepart, f.eks. bedriftens grovvareselskab – forbliver maskinejerens ejendom. Der er en 30 dages prøveperiode for deling af data med muligheden for at melde fra.
AFS Connect fås til enhver Case IH traktor eller mejetærsker, som kan udstyres med telematik-teknologi, inklusive Maxxum, Puma, Optum, Magnum, Steiger og Quadtrac traktorer, Axial-Flow mejetærskere samt Farmlift og Patriot sprøjter.
Styring af bedriften gøres nemmere takket være nye partnerskaber og opkøb
Case IHs moderselskab CNH Industrial har opkøbt virksomheden AgDNA, der udvikler informationssystemer til bedriftsstyring, for at kunne fortsætte udviklingen og hjælpe kunderne med mere simple løsninger til opkobling mellem maskiner fra forskellige producenter i deres maskinpark.
Når softwaren fra AgDNA, der koordinerer og standardiserer data, kortlægning og analyseværktøjer fra forskellige kilder, knyttes til Case IH AFS Connect telematik, kan ejere af maskinparker med forskellige fabrikater se alt på et sted, hvorved der kan træffes hurtigere og mere præcise beslutninger.
En anden vigtigt partner er DataConnect, som tilbyder producent-uafhængig cloud-to-cloud datastyring. Ud over maskiner fra Case IH kan dette også anvendes i forbindelse med andet udstyr fra New Holland, STEYR, John Deere og Claas. Kundernes fordele er blandt andet muligheden for at udveksle data via et fælles interface samt styring og overvågning af deres maskinparker med et foretrukket system, uden kompatibilitetsproblemer. Data er tilgængelige på alle relevante producenters portaler, men kan også udveksles i realtid mellem systemerne. Mens der for øjeblikket håndteres data såsom aktuel og tidligere maskinplacering, brændstofniveau, driftsstatus og fremadgående hastighed, så vil det i fremtiden blive muligt at overføre landbrugsdata.
DKE Agrirouter, en universal hub til dataoverførsel, har nu også CNHi blandt medlemmerne, sammen med 11 andre maskinproducenter, herunder førende redskabsproducenter. Der er også tilknyttet mere end 20 partnere, som udvikler apps, herunder Agravis, FarmFacts og MyEasyFarm, hvilket skal sikre kompatibiliteten mellem datastyresystemer på traktorer og redskaber. Kunderne vil få fordele af DKE Agrirouters funktion med tilknytning af maskiner til tjenester, med en platform til netværksetablering og dataoverførsel.